Australien

Et udklip af vores billeder fra sidste halvdel af februar, hvor vi har haft besøg af Inger og været i Sydney.

Surfers Paradise - vores første lektion i brædtridning

Det var sjovt - og vi er klar på mere. Vi har faktisk allerede forsøgt os med mere, men vi gjorde lige den fejl, at vi tog en ikke-begyndervenlig strand, så det var ret begrænset, hvad vi fik ud af det. Vi satsede bare på at øve os på det, som vi havde lært og så tage flere undervisningstimer senere, men vi tager måske undervisning allerede næste gang - eller i det mindste aflure hvor undervisningen foregår, for der må være gode begynderbølger.

Sydney - Operahuset

Sydney er storby på en hel anden måde en Brisbane, der er også 5 mill indbygger mod 2 mill i Brisbane. Der er en fantastisk hyggelig stemning i Brisbane - og ikke så meget turistpjat.

Operahuset havde jeg ikke de store forventninger til, men det var nu imponerende.

Sydney - AMP Tower

325 meter over jorden, Sydney er en imponerende storby med lækre strande tæt på centrum. Det er Stillehavet man kan se bagerst på billedet, lige til venstre for billedet ligger Operahuset og Harbour Bridge. En bro bygget i 1923-1932, hvad der gjorde den lidt sej.

Vi boede på Bondi Beach 6 km fra centrum, en forstad med mange hyggelige cafeer med god mad. Det var godt at bo lige ud til Stillehavet

Brisbane - sol og regn

Solen står sent op, går tidligt ned og går fra øst til vest over nord. Der er ikke de lange lyse dage, men der er skrald på solen, når den er fremme, man springer ikke lige ud i den, man køber faktor 30, badetøj med lange ærmer og på land finder man altid en plads i skyggen.

I forrige uge havde vi flere dage med regn, hvilket fik meget spalteplads i aviserne. Der var billeder af børn, som så regn for første gang. Generelt var der glæde over regnen, men lidt brok over det var der nu også plads til.

Brisbane - South Bank

På en weekenddag i Brisbane, er der liv i South Bank, hvor der er lavet en børnevenligt bademiljø lige ned til floden, der er marked med mange gode ting, der er underholdning, der er god mulighed for at få brugt løbehjul, rulleskøjter og cykler - det er en alletiders familieplet mellem skyskraberne.

Cykling er her mere bare en sportsgren og cyklen bliver ikke rigtig brugt som transportmiddel - jeg er for eksempel den eneste, som kommer på cykel om morgenen til roning. Janus har skaffet os to gamle racercykler, som med lidt ugentlig kærlig pleje faktisk er ret gode.